Om mig
Mandeterapeut, Ledercoach & Parterapeut
Mandeterapeut, Ledercoach & Parterapeut
Mandeterapeut, Ledercoach & Parterapeut – Forfatter til to bøger om mænds personlige udvikling
Da jeg startede som mandeterapeut og åbnede min praksis i 2005 var det stadig tabubelagt for mænd at søge hjælp. Det var ikke noget de talte med andre om, men holdt meget privat. Meget er ændret på de 20 år heldigvis og jeg får i dag mange henvendelser fra mænd, der selv har fundet frem til mig og ønsker at arbejde med sig selv.
Jeg er uddannet gestaltterapeut fra Nordisk Gestaltinstitut (2003) og har stor erfaring i at skabe rammen for den vedkommende og udviklende samtale. Samtalen der træner dig i at mærke dig selv og dine grænser sådan, at du kan stå ved dine følelser og træde tydeligt frem i det liv, du drømmer om.
Min styrke er min intuition og mod til at stille de spørgsmål, der får dig et andet sted hen. Du bliver udfordret på lige dét, du kommer og vil arbejde med. Mange mænd har fokus og koncentrationen på målet og mærker en utålmodighed for at komme på den anden side af det, der er svært. Det udfordrer jeg, da processen er nødvendig for, at du kan nå derhen. Og processen er netop mit speciale – at få dig fra hovedet/tankemylderet og ned i kroppen så du er tilstede i dit eget liv.
At genfinde balance i livet, når der er ubalance har været mit fokus i 20 år som Mandeterapeut og Ledercoach. Mine erfaringer og indsigter har resulteret i to bøger baseret på den viden de mange sessioner og forløb har beriget mig med. Det private og det professionelle hænger næsten altid sammen, da du jo er et menneske og dermed bringer din adfærd med rundt alle de steder du befinder dig.
Når det er blevet netop mænds udfordringer og følelsesliv, der er fokus i mit terapeutiske arbejde, har det helt sikkert en del med min egen baggrund at gøre og de mænd jeg har kendt igennem mit liv – ikke mindst min far.
Min far var en meget engageret, nærværende og levende mand og en kæmpe rollemodel for mig i min barndom. Han inspirerede med sine ideer og kreative tilgang med alt fra kunstmaling, skak, politik, dyr og natur til aktier og rejser ude i verden. Men når han skulle udtrykke egne følelser og forholde sig til mine opstod udfordringerne. Det betød, at vi ofte kom på kant og jeg savnede dengang anerkendelse og accept, som han ikke kunne finde ud af at give mig. Det ophobede en vrede inden i mig som jeg lukkede ud i omverdenen, når jeg mærkede sorg, skrøbelighed eller ikke følte mig set. En præcis gentagelse af det min kære far gjorde i sine relationer.
Det tog flere år i min egen udviklingsproces at lade sårbarheden og den bløde side af mig få plads. Min første reaktion var oftest vreden og handlekraften (fight), når jeg blev ked af det eller såret. Efterhånden har det indre arbejde lært mig at finde balancen mellem det maskuline og det feminine, som gør at jeg møder verden mere afbalanceret.
Netop balancen mellem det rationelle (hjerne) og det emotionelle (hjerte) er essensen og fokus i mit arbejde. Det er det jeg brænder for at bringe videre til de klienter, der starter i et forløb hos mig. At genskabe balance, når der er ubalance er vigtig, da vi ellers risikerer at komme i en kronisk ubalance. Hjælp til selvhjælp, hvor den enkelte tager sin egen del af ansvaret for sit eget følelsesliv.
Jeg har min praksis i Hellerup, hvor jeg befinder mig rigtig godt i de rare lyse lokaler, som passer perfekt til mine 1:1 sessions og gruppeforløb. Og ikke mindst, hvor jeg kan have min hund Carlo med på arbejde. Nu er du advaret :-)
Jeg byder dig rigtig hjertelig velkommen på Bernstorffsvej 146, st. 2900 Hellerup. Du kan parkere gratis på modsatte side af vejen eller nede ad første villavej på højre hånd. Kommer du med tog ligger Bernstorffsvej Station 5 min. gang herfra.
Supervision & efteruddannelse
Jeg modtager løbende supervision både individuelt og som gruppeproces for at holde mit faglige niveau og glæde ved mit arbejde højt. Desuden efteruddanner jeg mig løbende, tager kurser som inspiration og bygger på fagligt. Her møder jeg kolleger og andre mennesker, der brænder for personlig udvikling til stor glæde og udveksling.
Se mere detaljeret information om mine uddannelser og kurser længere nede på siden.
I mit terapeutiske arbejde bruger jeg hovedsagligt gestaltterapien som metode, men også coaching, vejrtrækning, mindfulness, stresscoaching og andet. Jeg skaber et trygt og fortroligt rum, der gør det muligt for dig at udtrykke dine svære, måske forbudte og uudtalte følelser. Når du begynder at gøre det, fremstår du mere troværdig og autentisk på din solide platform. ”Når du er den, du er, sker forandringen”.
Du træner at være i nuet og øger dit nærvær. Det får dig ned i tempo, så du mærker din kerne og kommer ind til netop dine temaer/udfordringer. Alting sker med respekt for dine behov og grænser, og du ved og bestemmer, hvad vi skal tale om.
Min vigtigste opgave er at få dig til at mærke dig selv, udtrykke det, du mærker og stå ved det. Og at give dig et rum til at opdage, at du er fin og okay som du er, selvom du føler og mener noget andet, end det, du tror, du skal føle og mene. Min direkte, intuitive og indfølende tilgang til processen og det, der sker, skaber tryghed og tillid, så du relativt hurtigt får nye indsigter og brugbare værktøjer at gå videre med. Jeg bruger 100 procent tilstedeværelse, spejling, teori, eksempler , øvelser og modeller, som tydeliggør de ting, vi arbejder med.
Jeg får ro, fokus og nye ideer i naturen og i mit sommerhus, når jeg fodrer fuglene, tænder i brændeovnen og hugger brænde. Jeg får gang i energien og indofinerne, når jeg vinterbader og får varmen i saunagus bagefter. Yoga og meditation mødte jeg første gang i Indien i år 2000 og har haft det som en væsentlig del af mit liv siden. Jeg er jævnligt på retreats, workshops og kurser med fokus på stilhed, vejrtrækning, faste og krop. Min hund Carlo og jeg løber og går mange ture ved havet og i skoven og det bliver lange ture, da Carlo er en Jack Russell, der aldrig bliver træt.
Mine nære venner betyder meget og er familie for mig, da min biologiske familie er meget lille. Jeg har en håndfuld venner helt tilbage fra folkeskolen og gymnasiet, der danner kernen i mine relationer. Jeg inviterer til gode middage og spændende snakke i sommerhuset, hvor omgivelserne indbyder til nærvær, glæde og fortrolighed. Heldigvis falder det også naturligt at tage fat i de praktiske opgaver, som er langt sjovere at få gjort, når vi er flere om det.
Begge bøger har fokus på mænds adfærd, kriser og udfordringer i parforholdet, i faderrollen, ved skilsmisser og misforståelser i kommunikationen. Du præsenteres for en række mænd, der beskriver deres process og besvær i livet. Du får brugbare værktøjer og indsigter til styrket selvledelse og selvindsigt på jobbet og privat.
‘Fra mand til menneske – Styrk dit potentiale og skab det liv, du ønsker’ (2009).
‘Leder, mand og menneske – 5 Trin til lederskab i balance’ (2019).