Hvem skaber nemmest venskaber – Mænd eller Kvinder?
Der er stor forskel på, hvordan mænd og kvinder etablerer og vedligeholder deres venskaber. Måske hænger det sammen med den fundamentale forskellighed, der er i mænds og kvinders måde at være i kontakt med deres omverden på. Mange mænd møder andre fra den mentale og skematiske hjerne halvdel. Mens kvinder oftest er drevet af deres sociale, nysgerrige og empatiske hjerne halvdel. Hvem skaber nemmest venskaber – mænd eller kvinder?
Læs artikel i Politiken om venskaber, hvor jeg er citeret
Er du nu totalt uenig? Kan vi være enige om, at hvis du er nærværende og evner at fornemme, hvor den anden er, har du nemmere ved at skabe kontakt til andre? Mange kvinder elsker at tale om følelser og alt det, der udfordrer dem, da det gør os klogere på os selv. Modsat vil mænd helst ikke vise deres svaghed og afsløre, at der er noget de ikke har styr på. Derfor kan de opleve det som en udfordring at tale med andre mænd om det, der rammer deres følelser.
Det er mere trygt for mænd at være i ’rollelaget’ og tale om, hvor godt det går på jobbet, hvor meget sport de dyrker, og hvilken bil de har eller hvor næste eksotiske rejse går hen. Sammen med andre mænd flasher de alle deres præstationer og talenter. Det ligger dybt i mænds adfærd, at de skal konkurrere og vise alt, hvad den kan trække. En adfærd, der stammer tilbage fra urtiden, hvor den var nødvendig for at skræmme fjenden/konkurrenten væk.
Læs blog her: https://mandeterapeut.dk/rammer-du-muren-i-forholdet-din-mand/
Mænd søger venskaber med kvinder
En undersøgelse foretaget af Politiken viser, at flere mænd end kvinder har et venskab med en af modsat køn. Hele 51 procent af mændene har en kvinde, som nær ven, mens det kun er 37 procent af kvinderne.
Hvorfor mon det? Jeg har hørt en del mænd fortælle, at det kan være mere afslappende og uden for konkurrence at have en kvindelig ven. Det føles lettere at tale med hende om egne problemer i parforholdet og om besværligheden i relationerne. Det er mindre ’farligt’ at vise flaget følelsesmæssigt, fordi de har tillid til kvinden, når de ikke skal være provider/partner/konkurrent. Det går fint indtil han måske forelsker sig i hende, hvorefter fortroligheden i forholdet ændrer sig. De fleste mænd, hvis de skal være helt ærlige, har svært ved helt at aflyse muligheden for, at det platoniske forhold kan ændres til et lidenskabligt forhold :-)
Mænd i krise har ofte få venner
Jeg møder mange mænd, der er blevet skilt, er triste eller føler sig udfordret i deres forhold. Det der går igen er, at de ikke er så gode til at vedligeholde deres venskaber, når de bliver gift eller indgår i forhold og får børn. De nærmest glemmer, at de selv har et liv og en fortid og vender blikket mod deres partners familie og venner, som bliver den primære omgangskreds. Den dag manden skal skilles, står han ofte ret alene og må genoptage kontakten til gamle relationer i en periode, hvor han har det allersværest.
Skulder mod skulder
Jeg har gjort en observation, som jeg skriver om i min kommende bog, nemlig hvordan der er forskel på mænds og kvinders måde at være i kontakt med hinanden på i deres relationer.
Mænd foretrækker at stå og kigge på noget (sportskamp, koncert eller sparke til et bildæk), når de personlige emner debateres. De står nærmest skulder mod skulder og retter blikket væk, da det er for intensivt at have direkte øjenkontakt. Måske handler det om, at deres jagt- eller urinstinktet kræver fokus på byttet/fjenden, så der ikke er plads til så meget føleri. Fokus på målet.
Mens det for kvinder er vigtigt, at kontakten er intens og for fuld udblæsning med øjenkontakt og kropssprog. Kvinder taler, mens de kigger hinanden direkte i øjnene, og ser reaktioner og følelsesudsving. De ønsker nærvær og vil sikre sig, at de er der for den anden, der åbner sig og viser tillid.
Kvinder har sprog for følelser
Generelt har kvinder et stærkere sprog for deres følelser end mænd. Fordi de øver sig mere, men måske også, fordi kvinders empati er stærkere og motiveret af at hjælpe andre og fornemme, hvordan de har det. Kvinder lufter deres tanker, spejler sig i hinanden og sparrer. Det skaber mere nærvær og kontakt i deres relationer, som gør samværet mere autentisk.
Hvordan er du til at skabe venskaber og passe på dem, du har? Ønsker du at høre mere om hvordan et forløb med mig vil være for dig? Ring: 20 71 21 22 eller skriv: aj@mandeterapeut.dk
Jeg vil rigtig gerne arbejde med dig og hjælpe dig til at skabe forandringer i dit liv, så du begynder at få fokus på det, du drømmer om. Læs mere her: www.mandeterapeut.dk