Tag Archive for: hamsterhjul

illustration af en mand i et hamsterhjul

Så er det jul lige om lidt og alle jeg møder glæder sig helt ufatteligt til juleferien. Brugte, udmattede og overloaded efter et helt år i hamsterhjulet. Årstiden hvor du skal passe på ikke at lade ubalancen bidde sig fast, så den bliver kronisk. Hamsterhjulet har manden by the balls.

Er du opmærksom på hamsterhjulet?

Kender du til perioder i dit liv, hvor du er presset, stresset og spændt hårdt for arbejdsmæssigt? Samtidig skal du have familielivet til at fungere, du skal måske på efteruddannelse eller har træning som skal passes og unger, der er syge. Det hele kører på pumperne.

Vil du i 1:1 forløb kan du booke tid HER.

Her er det brugbart at være i en hamsterhjulstilstand, fordi du har fokus på bolden og ikke lader dig distrahere. Du er tilstede i livet som en ydende maskine, der klarer det, du skal, uden rigtig at være i kontakt med sig selv og dine omgivelser. En slags overlevelsestilstand, hvor du gør det, som er nødvendigt uden de store tanker eller følelser. For en stund kan det være brugbart, da du får handlet, men vær opmærksom på, at det ikke bliver en kronisk tilstand.

Ubevidst adfærd

Adfærden er ofte en ubevidst måde at være i verden på. Du har skyklapper på, og får tingene til at virke, idet du kommer igennem spidsbelastningen. Du mærker ikke dig selv særlig godt. Dit ekstremt høje tempo og fokus på opgaven gør, at du handler på din refleks, som er frys, flygt kæmp eller slug kamelen. Der er ikke tid til refleksion og nærvær, da du skal videre og ordne næste punkt på to-do-listen. En liste, der er så lang, at du aldrig får bugt med den. Ligegyldig hvor hurtigt du løber, føler du dig altid bagefter. Dit vigtigste fokuspunkt er at gøre andre glade og tilfredse. Chefen, kollegaen, naboen, konen, børnene, svigerfamilien osv. Ved du hvad der driver dig? Måske ønsket om opmærksomhed og anerkendelse? Det er jo meget menneskeligt, men husk at fylde benzin på din egen motor, hvis du skal holde til at løbe så stærkt.

Husk at hoppe ud

Desværre ’glemmer’ mange at hoppe ud af hamsterhjulet igen, når spidsbelastningen er ovre. Vi får svært ved at komme tilbage til et normalt tempo, fordi kroppen har vænnet sig til adfærden i hamsterhjulet, og fortsætter med at suse afsted i topfart uden at mærke og anerkende alt det, livet byder på ved bare at være tilstede. Uden den bevidsthed risikerer vi, at vores liv bliver et evigt roterende hamsterhjul i høj fart med ekstrem dårlige betingelser for nærvær.

Hamsterhjulet har manden by the balls

Manden i hamsterhjulet har utallige tanker og scenarier i hovedet, som forstyrrer ham i at lytte. Han får sjældent trukket vejret ned i maven, taget en pause eller skabt ro i kroppen. Derfor er han ikke i stand til at mærke sig selv og lytte ind og ud. Han mister nærværet og evnen til at være i kontakt med sig selv og andre, da hans fokus er ydrestyret det meste af tiden. Som konsekvens af hans høje tempo kan kroppen ende med at lukke ned. Han møder muren og mærker udmattelse og udbrændthed, hvis ubalancen får lov til at bide sig fast.

Du mister fokus

Når du er i et højt tempo, risikerer du, at vanen og refleksen bestemmer dine handlinger. Det skaber ikke plads til innovation, men kan virke trygt og velkendt at gentage gamle mønstre, selvom de ikke giver nye resultater. At løbe rundt i hamsterhjulet, vil på sigt skabe ubalance, fordi du ikke har mulighed for at mærke dig selv og lytte til dine drømme og behov. Samtidig er du helt lukket for at have overskud til andres input.

Øvelse: Træk vejret dybt

Du kan træne din vejrtrækning flere gange om dagen og give dig selv en pause.
• Sæt dig et roligt sted, når du er alene hjemme, eller inden du skal sove.
• Træk vejret dybt ind gennem næsen, hold vejret og tæl til 5 og ånd ud igen via næsen og  mærk effekten.
• Gør det 4-5 gange eller hvad der virker for dig. Du bliver mere klar i hovedet, får fornyet energi og bliver i stand til at høre din indre stemmes vigtige beskeder.

Sådan får du ro på i julen:

• Fokus på din vejrtrækning og sænk dit tempo
• Tal mindre, hvis du plejer at være meget talende
• Lyt ind ad inden du kan lytte til andre
• Tag pauser og sluk det, der forhindrer dig i nærvær
• Husk øjenkontakt, når du taler med andre
• Beslut dig for en ting hver dag, som er det vigtigste

 

Bestil bogen Leder, mand og menneske – 5 trin til lederskab i balance

HER: https://www.saxo.com/dk/leder-mand-og-menneske_ukendt_9788750058373

Læs om min Basic Workshop for ledere, iværksættere, selvstændige og ejerledere

HER: https://leder-mand-menneske.dk/basic-workshop/