For at mærke glæden – må du mærke sorgen

Annette Jønsson portræt - Mandeterapeut

Jeg møder flere og flere mennesker, der i den grad ønsker at være glade, muntre og have det sjovt – forståeligt nok. De har fokus på at høste alt det behagelige og gode livet byder på og være i den del af deres følelsesskala, der svinger ud til den positive side. Men for at mærke glæden – må du mærke sorgen. Du tænker måske: Ja, for fanden, det er der vel ikke noget mærkeligt ved! Sandt nok, det er da vigtigt at have det sjovt, være glad og gøre ting, der er dejlige. Så føler vi, at vi lever og de positive følelser skaber livsglæde og er sunde for os.
Det vi ofte er mindre gode til at håndtere, er hele den anden del af livet, som byder på udfordringer som tab, skilsmisse, konflikter, ensomhed og magtesløshed, fordi det udløser følelser, som sorg, tristhed, vrede, utilstrækkelighed, frygt, modløshed, magtesløshed m.m. Noget vi helst vil løbe skrigende væk fra, hvilket bare ikke er muligt.

Vi beskytter os mod at mærke

Alligevel er der en tendens lige nu, som viser, at vi mere og mere udtalt forsøger at håndtere de svære ting i vores liv med den logiske, praktiske og problemløsende side af os og dermed helt undgår at forholde os følelsesmæssigt til det. Egentlig er der ikke noget mystisk ved det, da vi instinktivt helst vil trække os væk fra noget, der er ubehageligt eller bare ignorere eller overdøve det, så vi nærmest bilder os selv ind, at det ikke er sket. Ulempen er at vi ikke får afrundet de svære ting, da det bliver analyseret, ikke mærket og vil dukke op jævnligt, som små irriterende ’spøgelser’ a long the way.
Ubevidst vælger vi måske at arbejde meget, se meget tv, drikke eller spise for meget eller noget helt femte for at undgå at mærke smerten, der trænger sig på. Fortsætter det længe er der risiko for, at vi mister vores livsenergi og livskraft, og kan ende i depression eller stress. Kroppen reagerer, da den ikke kan blive ved med at ophobe de ting, du gemmer på og du reagerer pludselig ved at blive vred eller ulykkelig, uden selv at kunne styre det.

Dit fokus

Da livet jo består af både dejlige og ubehagelige oplevelser, er den sikre vej at begynde at acceptere, at det er sådan. Den ene dag kan du være glad, tilfred og momentan lykkelig og den næste, opstår der noget, som kan gøre dig ulykkelig – livets essens. Din opgave er at blive bevidst om, hvornår du føler hvad, og at det du føler er okay. Bliver du ven med din smerte og sorg, vil du opdage, at glæden vil besøge dig oftere. Der vil komme udsving på din følelsesskala og livet bliver langt sjovere, når det er sjovt. Det er en proces, at begynde at mærke alle sine følelser. Her er fem skridt til at skærpe dit fokus.

5 veje til balance mellem glæde og sorg:

–       Accept af det, der sker i dit liv
–       Mærk de følelser der er
–       Tal om de ting, der gør dig trist og glad
–       Skrue ned for dit tempo, så du kan mærke dig selv
–       Vær rummelig overfor dig selv – så blir det lettere at være det overfor andre