Sæt dig selv i spil med dit nærvær

Brændende bål i have

Når du sænker dit tempo og kommer ned i et lavere gear, får du nemmere ved at være tilstede og dermed være nærværende. Et godt sted at skabe nærvær og komme ned i tempo er ved bålet i haven eller sommerhuset. Her kommer du i god kontakt til dig selv og den eller dem, du er sammen med. Sæt dig selv i spil med dit nærvær rundt om ilden eller rundt om middagsbordet. Blog om at sænke dit tempo

Nærvær giver gejst og engagement

Nærvær åbner op for din glæde og tillid til andre mennesker. Når vi er nærværende med hinanden, bliver vi trygge og føler os anerkendt. Nærvær ”smitter” på en positiv måde og er en naturlig  forudsætning for det gode møde.
Når du virkelig brænder for det, du taler om, har gejst og karisma, som fylder rummet, fastholder du, dem du er sammen med. De retter deres fulde opmærksomhed mod dig og der opstår et særligt øjeblik.  Du oplever, at der er noget på spil med dine ord, din øjenkontakt og dit kropssprop. Du vækker både dig selv og de andre med dit nærvær.

Kend dit WHY

Desværre sker det alt for ofte, at vi misser nærværet, fordi vi lader os forstyrrer eller vælger at være et andet sted samtidig med, at vi er lige her. Mødes du med mennesker, du selv har valgt at mødes med er din motivation sandsynligvis større end, når du er nødt til at være et sted. Det er vigtigt at kende sit eget WHY. Spørg dig selv: Hvorfor er jeg her? Hvad vil jeg have ud af det? Hvad kan jeg bidrage med? Ellers mister du nærværet og dermed motivationen. Der skal være noget på spil. Du skal kende dit WHY.

Nærvær bringer dig ind i nuet

Ønsker du at skabe en meningsfuld og nærværende kontakt til andre mennesker, må du starte med dig selv og øve dig i at være tilstede. Det lyder måske enkelt. Men det er noget langt de fleste af os bør øve os på.
Måske tænker du: ”Jamen, jeg er da altid tilstede og lytter, hvad mine kolleger på jobbet eller lederen siger ved møderne.” Men en ting er at lytte, en anden ting er at være nærværende i sin lytning. Det er en konstant udfordring, da fristelserne for adspredelse og forstyrrelser konstant popper op og stiller store krav til vores selvdisciplin.
Når det alligevel lykkes at være nærværende, oplever vi noget helt særligt i kontakten. Øjenkontakt, åbenhed og lyst til at lytte og lære. Pludselig er vi i nuet og kan være den bedste udgave af os selv – både kreativt og personligt.

Er dit fokus uden for dig selv, mister du nærvær 

Jeg møder mange mennesker, der ønsker at være mere nærværende. De opdager hurtigt, at det er svært, fordi deres fokus er rettet mod andres meninger, vurderinger og opførsel. Det kan jo i sig selv være sympatisk, men hvis det tager overhånd, hæmmer det din evne til at mærke dig selv og være tilstede.

Hiv dig selv hjem

En tempofyldt hverdag, der ikke giver særlig luft til at trække opmærksomheden hjem, udfordrer vores evne til at skabe nærvær. Vi risikerer at handle på reflekser og gamle vaner, når opmærksomheden er ude hos andre. Vi mister os selv lidt og ved ikke, hvad vi har lyst til. Da travlhed er et livsvilkår for de fleste, må vi forsøge at være bevidste om, hvad vi selv kan gøre for at træne vores nærvær i det daglige. Innovation og udvikling kommer ikke af sig selv. Det har langt bedre betingelser for at vokse, hvis  vi er nærværende, hvis vi lytter til mavefornemmelsen – for ellers kan vi let komme til at gøre det samme i dag, som vi gjorde i går. Få information om mine 1:1 terapiforløb her.

Du mister dit nærvær – Opdag 7 måder her:

  1. når du lader dit tankemylder fylde for meget. Du har måske en indre dialog, som æder din opmærksomhed i kamp med dine katastrofetanker om en opgave, du har deadline på.
  2. når du lader din hjerne tage magten. Er du meget hovedstyret og tænker hurtigt, trænges nærværet i baggrunden jo mere, du tænker frem. Tolkninger på, hvad der vil ske i fremtiden gør det ganske enkelt umuligt at være i nuet.
  3. når du har en refleks, der får dig til at fokusere på fortid eller fremtid. Kender du situationen, hvor du får et spørgsmål, du ikke synes er rart? Hurtigt fjerner du dit fokus fra øjeblikket ved at tale om noget helt andet, der er sket, eller du forklarer noget, du har tænkt på at gøre.
  4. når du som det første, når du vågner går med på andres dagsorden ved at læse deres Facebook opslag eller mails. Du mister din egen dagsorden om, hvad der er vigtigt for dig i dag. Du mister nærværet, når du lige tjekker en sms – du er væk og går glip afs et godt moment eller en vigtig information.
  5. når du holder dine tanker og følelser for dig selv – både de rare og svære. Det tager meget af din energi og hindrer dig i at være nærværende.
  6. når du tror, du ved, hvad den anden vil sige og derfor ikke hører efter. Du har travlt med at regne ud, hvad næste skridt skal være. Du har en ide om, at du kan regne ud, hvad fremtiden bringer, da det gør dig tryg.
  7. når du tror, du er bedre til at fornemme andres behov end dine egne. Det kan være et tegn på, at du tager stilling til andres ord og behov, inden du forholder dig til, hvad du selv mener og ønsker. På sigt skaber det ubalance hos dig, fordi du glemmer dig selv og øger risikoen for at brænde ud. Vil du ændre det, må du træne sit nærvær, så du igen kan mærke dig selv og tage det, du mærker alvorligt.

Hvad betyder nærvær?

Nærvær er når du mærker, at noget er vigtigt. Nærvær er at lytte og høre/forholde sig. Nærvær er, når du brænder for noget. Du kan ikke tænke dig frem til at være nærværende. Når du mærker din krop og har tillid til, at det, du mærker, er rigtigt, falder tingene på plads. Et rart sted, hvor kroppen er eksperten, og hovedet er forstyrrende for nærværet. Slip kontrollen (hovedet), og vær i nuet (kroppen) – det vil genskabe din ro og balance.

3 fokusområder, der styrker dit nærvær:

1. Øjenkontakt skaber kontakt
Når du kigger andre mennesker i øjnene, opnår du en ægte kontakt og tilstedeværelse. Så snart du kigger ind i øjnene på den, du taler med, er der skabt kontakt mellem jer. Har du øjenkontakt, når du taler med andre? Eller flakker dit blik, fordi det er svært at holde fokus?
Træn din øjenkontakt, så du virker mere sikker og rolig i din fremtoning. Pas på med at overdrive ved at kigge andre for dybt i øjnene og ikke trække blikket til dig, da det kan virke påtrængende.
2. Åbent kropssprog virker imødekommende
Vi afkoder hurtigt hinandens kropssprog, og registrerer om, der er basis for en venskablig kontakt. Derfor er det vigtigt, at fremstå åben og imødekommende og være i stand til at skabe tillid og nærvær. Dermed får andre lyst til at lære dig at kende og snakke med dig.
Vær bevidst om, hvordan du udtrykker dig med din krop. Nærvær etableres ikke kun med hovedet – kroppen skal også være med. Smil og drej din krop mod den, du taler med. Lad armene være nede langs siden eller foran dig og åbn dit bryst. Det skaber tillid, og du bliver oplevet som nærværende og parat til kontakt. Modsat er korslagte arme, krydsede ben og kroppen halvvejs drejet, et kropssprog, der virker lukket og afvisende.
Vær også bevidst om den andens kropssprog, da det giver dig en masse information om, hvordan personen har det.
Har du brug for at vise din autoritet, er kroppen et fantastisk værktøj. Sidder du fx ned, mens du taler, kan du rejse dig og dermed signalerer, at nu er mødet slut.
3. Væk tillid hos andre ved at være interesseret og nysgerrig på dem
Du bliver nærværende, når du er interesseret og nysgerrig på din omverden. Find din indre detektiv frem ved at undersøge og spørge ind til den, du taler med. Vil du vide mere? Er din nysgerrighed vækket? Mærker du, at der er noget på spil her? Det skaber nærvær at sætte sanserne på arbejde og være undersøgende.
Er du leder og har ansvar for et antal medarbejdere, har du brug for at træne din ’interesse-muskel’, hvis det ikke falder dig nemt at samtale. Dine medarbejdere vil over tid nok undre sig, og nogle vil måske endda føle sig ’forsømt’, hvis du aldrig spørger til dem og deres liv. I den forbindelse er nysgerrig nok ikke det rette ord, da det kan virke som om, du vil snage i deres liv.
Kald det i stedet interesse eller gejst for at lære din medarbejder at kende. Via samtalen og interessen, skabes der nærvær. Kommer du aldrig længere end til kliché-snakken om vejret, Trump eller buffeen i kantinen, får du sværere ved at skabe tillid og åbenhed i dit team. Medarbejdere, der føler sig set, hørt og anerkendt i verden performer bedre, fordi de er trygge og tilfredse.
Begynder du at skrue her, vil det også blive nemmere for dig at vise mere interesse i dit private liv. Din partner vil blomstre og det samme vil dine børn, når du viser dem interesse og nysgerrighed på dem og deres liv.

Weekend Workshop:

For dig, der er leder, selvstændig og iværksætter. Som ønsker at sætte dig selv i spil og træne dit nærvær. På min 2-dages workshop vil du øve dig i at træde frem og kommunikere mere tydeligt. Jeg samler et hold på 8 deltagere, der vil bruge en weekend på at arbejde med det personlige lederskab, klar og tydelig kommunikation og styrke evnen til at mærke dig selv. Du får indblik i dine mønstre, der bremser dig i at nå dine mål. Du får værktøjer til at ændre på det, der ikke virker mere og du får A-ha oplevelser i fællesskab med de andre på workshoppen. Det er sammen med andre, vi opdager os selv og dermed forstår og kan forandre gammel adfærd, der står i vejen for vores potentiale.
RING til mig på: 20 71 21 22 og få mere at vide.
Send en mail: aj@mandeterapeut.dk